AI-snak er fuld af forkortelser og engelske ord. Her er de begreber, du oftest støder på, forklaret kort. Ordbogen er delt i tre: grundbegreberne, ordene du møder, når du bruger AI, og dem, der dukker op, når AI skal kobles på jeres egne systemer.
Grundbegreberne
| Begreb | Forklaring |
|---|---|
| AI (kunstig intelligens) | Computersystemer, der løser opgaver, som normalt kræver menneskelig intelligens, fx at forstå tekst, genkende billeder eller lave prognoser. |
| Maskinlæring | Den måde, de fleste AI-systemer bliver til på: de lærer mønstre af eksempler i stedet for at blive programmeret med faste regler. |
| Generativ AI | AI, der laver nyt indhold som tekst, billeder, lyd eller kode. ChatGPT og billedgeneratorer er generativ AI. |
| AI-model | Selve det trænede program, der leverer svarene. Appen er ikke modellen: ChatGPT er en app, GPT er modellerne bag. Se overblik over AI-modeller. |
| LLM (sprogmodel) | Large language model, en stor sprogmodel trænet på enorme mængder tekst, så den kan forstå og skrive sprog. GPT, Claude, Gemini og Qwen er LLM'er. |
| Træning | Processen, hvor modellen lærer af data. Den sker hos producenten og kræver enorme mængder data og regnekraft. |
| Finjustering | Ekstra træning af en færdig model på jeres egne eksempler, så den bliver bedre til én bestemt opgave eller tone. |
| Open-weight | En model, hvor selve modellen kan downloades, så du kan køre den på egne servere. Modsat lukkede modeller, som kun kan bruges via producentens tjeneste. |
| Multimodal | En model, der kan arbejde med flere slags input, fx både tekst, billeder og lyd. |
Når du bruger AI
| Begreb | Forklaring |
|---|---|
| Prompt | Den besked eller instruktion, du giver AI'en. Jo tydeligere prompten er, jo bedre bliver svaret som regel. |
| Systemprompt | Faste instruktioner, som ligger bag alle samtaler, fx tone, regler og hvad AI'en må svare på. Brugeren ser dem typisk ikke. |
| Token | Den enhed, en sprogmodel læser og skriver i, typisk et ord eller en del af et ord. AI-tjenester afregnes ofte per million tokens. |
| Kontekstvindue | Hvor meget tekst modellen kan have i hovedet på én gang, målt i tokens. Bliver samtalen længere end vinduet, falder det ældste ud eller bliver opsummeret. |
| Hallucination | Når AI'en finder på noget, der lyder rigtigt, men er forkert, fx en kilde eller et tal, der ikke findes. |
| Chatbot | Et program, der svarer på spørgsmål i en chat, typisk ud fra en fast videnbase. Bruges meget i kundeservice. |
| AI-assistent | AI, der hjælper et menneske med en opgave, fx med at opsummere, skrive udkast eller finde oplysninger. Mennesket bestemmer. |
| AI-agent | AI, der får et mål og selv vælger de trin og værktøjer, der skal til. Se hvad en AI-agent er. |
Når AI kobles på jeres systemer
| Begreb | Forklaring |
|---|---|
| API | En fast indgang, som programmer bruger til at tale sammen. Det er sådan, AI-modeller kobles på jeres egne systemer, fx via AI-integration via API til ERP, CRM og fagsystemer. |
| MCP | Model Context Protocol, en åben standard, som Anthropic lancerede i 2024. Den lader AI hente data og bruge værktøjer i andre systemer på samme måde overalt. Tænk på det som et fælles stik til AI. |
| Skills | Mapper med instruktioner og eventuelt scripts, som en AI-agent henter frem, når en opgave kræver det, fx "skriv tilbud efter vores skabelon". Kendes især fra Claude. |
| RAG | Retrieval-augmented generation. AI'en slår op i jeres egne dokumenter, før den svarer, så svaret bygger på jeres viden og ikke kun på træningsdata. |
| Embedding | Tekst omsat til tal, der beskriver betydningen. Gør det muligt at finde tekster, der handler om det samme, selv om ordene er forskellige. |
| Vektordatabase | En database til embeddings. Bruges i RAG til hurtigt at finde de mest relevante afsnit. |
| Semantisk lag | Et lag mellem rådata og de værktøjer, der bruger dem, hvor begreber som omsætning og aktiv kunde er defineret én gang. Giver AI-analyser de rigtige tal. |
| AI-automatisering | Når AI udfører dele af en arbejdsgang automatisk, fx sorterer mails eller læser fakturaer. Se hvad AI automation er. |
| RPA | Robotic process automation, software der klikker sig gennem programmer efter faste regler. Klassisk RPA bruger ikke AI, men er stabilt til ens opgaver. |
| AI Act | EU's lov om kunstig intelligens, der stiller krav efter, hvor risikabel brugen er. Se AI Act for danske virksomheder. |
Mange produktnavne dækker over en LLM med en app, en systemprompt og nogle værktøjer omkring sig.


